En af de helt store fordele ved Shopify er den fremragende app store, hvor du kan finde bogstaveligt talt alle de apps, du kan forestille dig. På hver sin måde kan disse apps hjælpe med at styrke din forretning på den ene eller anden måde.
Her i artiklen vil jeg give en række anbefalinger til og gøre dig klogere på, hvordan de nævnte apps kan hjælpe dig og din forretning i jagten på øget vækst.
Bedste Shopify apps
Der findes apps, der koster penge, og der findes gratis apps. Her i artiklen vil jeg forsøge at fokusere på nogle af de mange gode gratis apps, der findes til Shopify.
Det kan især være en fordel for dig, der lige er startet ud og ikke ønsker at bruge for mange penge på de apps.
Med de gratis apps, jeg nævner her, er der som minimum en gratis udgave af dem, som du kan gøre brug af. Men har du behov for flere funktioner, tilbyder flere af dem også en betalt version.
Shopify Email
Det er ikke lang tid siden, at Shopify gik ind på markedet for email marketing ved at lave en ekstremt brugervenlig løsning, der giver dig mulighed for at sende nyhedsbreve til dine kunder. I og med at det er Shopify selv, der har lavet og tilbyder løsningen, så spiller den også fremragende sammen med og er en naturlig integreret del af din webshop.
Shopify Email er den nemme og meget bekvemme måde at komme i gang med email marketing i din webshop.
Snart kan behovet for en løsning med flere muligheder og funktioner dog vise sig. Her kan den næste app, jeg nævner, være en oplagt løsning for dig.
Shopify Email er gratis at installere, og de første 2500 emails, du sender, er gratis. Derefter koster det kun 1 US dollar for hver 1000 mails, du sender.
Klaviyo
Klaviyo er email-løsningen, der giver dig lidt flere funktioner og bedre muligheder for automation og SMS marketing, end Shopifys egen Shopify Email tilbyder.
Klaviyo er en af de førende løsninger, når vi snakker email marketing og kan super nemt integreres med Shopify.
Her er det nemt for dig at sende abandoned cart mails, og Klaviyo tilbyder endda en række indbyggede automation templates, du kan gøre brug af.
Mulighederne for A/B tests er der også rigeligt af, og mulighederne for segmentering er fortrinlige.
Ligesom med Shopify Email er Klaviyo gratis at installere, og her er det gratis op til 250 kontakter, og herefter er prisen 20 US dollars op til 500 kontakter, og derefter kan man opgradere, efterhånden som behovet vokser.
Plug in SEO
Der findes adskillige SEO apps til Shopify. Plug in SEO er en af dem og også blandt de bedst bedømte af slagsen.
Man kan sige, at Plug in SEO giver dig lidt af det samme, som Yoast tilbyder til WordPress websites.
Med Plug in SEO kan du opsætte struktureret data/Schema markup, du kan opstille en skabelon, så meta descriptions og titles redigeres i bulk, og du kan redigere ALT tags, tilnavne, headings og meget mere.
Samtidig kan du integrere appen med Google Search Console, så du får et endnu bedre overblik over de samlede data.
Der er mange muligheder, og Plug in SEO er blot én af mange SEO apps til Shopify på markedet.
Foretager man en søgning på “SEO” i Shopify’s app store, vil man få op mod 600 forskellige resultater. Tag et kig, og find din foretrukne SEO app.
Der findes en gratis udgave af Plug in SEO, og der findes en betalt udgave til 20 US dollars om måneden, der giver dig mulighed for at fikse broken links og automatisk foretage SEO-forbedringer.
Oberlo
Arbejder du med dropshipping, kender du måske allerede Oberlo. Hvis du ikke gør, kan jeg fortælle, at det er et oplagt værktøj og en oplagt app at gøre brug af, hvis du hurtigt vil i gang med at finde produkter, du kan sælge på din webshop.
Oberlo gør det muligt at finde produkter, der trender fra producenter og leverandører over hele verden.
Samtidig kan du sende produktet direkte fra leverandør til kunde, og undervejs kan du tracke ordren.
Oberlo har en gratis udgave, men hvis din webshop vokser sig større, kan det give mening at opgradere til premium versionen til 30 US dollars om måneden.
ReConvert Upsell & Cross Sell
Vil du gerne customize siden, kunden ender på, når et køb på din webshop er gennemført?
Reconvert giver dig netop de muligeder. Her kan du altså opsætte din order confirmation side, præcis som du ønsker, den skal se ud.
Ved hjælp af en drag-and-drop builder kan du bygge indbydende landing pages, hvor du bl.a. kan implementere en countdown timer, personlige anbefalinger, spørgeskema efter køb og mulighed for at kunden kan genbestille varer, så du hele tiden plejer det gode forhold til kunden.
Der findes en gratis version, og der findes flere forskellige betalte udgaver, der på hver sin måde giver flere muligheder.
Google Shopping
Google Shopping hjælper med nem integration mellem Shopify og Google Merchant Center, så du kan få dine produkter vist organisk i Google, Google Ads og på Youtube.
Appen hjælper med synkronisering, så der skabes et Google Product Feed. Samtidig kan du med Smart Shopping Campaign opsætte Google Ads, hvor du nemt kan sætte det daglige budget.
Appen her er gratis, mens dit ad spend selvfølgelig koster penge, og det kører via din Google Ads konto.
Pre-Order Manager
Er et af dine produkter udsolgt, kan du i stedet for at vise kunden for en “Ikke på lager” eller “Udsolgt” knap, vise en preorder knap, så kunden på normal vis kan gå igennem checkout-flowet og købe produktet og få det tilsendt, når det igen er på lager.
Det vil højst sandsynligt kunne hjælpe på konverteringen, at kunden får en fornemmelse af, at produktet er på vej med en preorder knap, fremfor hvis vedkommende blot blev præsenteret for, at varen ikke er på lager.
Det er også muligt at lave en “Coming soon” knap til produkter, du forventer at lancere snart.
Der er en gratis version og betalte udgaver, der giver en række ekstra fordele og muligheder.
Form Builder
Som navnet antyder, får du med Form Builder muligheden for at lave en signup- eller kontaktformular til at generere leads, indsamle tilbudsforespørgsler eller andet.
Du kan endda gøre det muligt for kunden at uploade filer eller vedhæfte billeder i formularen.
Appen er som udgangspunkt gratis. Der findes også en betalt version til 10 US dollars med lidt flere funktioner.
Find rundt i junglen af Shopify apps
Der findes efterhånden ekstremt mange Shopify apps. Hvor skal man starte, og hvilke skal man vælge?
Det kan være utrolig svært at finde rundt i.
Det bedste, du kan gøre, er, at læse andre brugeres anbefalinger og browse rundt inde i Shopify’s app store, hvor du kan prøve at søge dig frem til lige præcis den type af app, du er på udkig efter.
Derfor er det naturligvis også svært at lave en fuldstændig komplet liste med apps, du ikke kan leve uden.
Listen i artiklen her er blot et bud på nogle af de apps, du med fordel kan udforske.
Jeg håber, du er blevet klogere!
0 kommentarer