Det kan være svært at finde rundt i junglen med de uendeligt mange muligheder, der findes, når vi snakker WordPress hosting. Står du overfor at skulle vælge hostingudbyder til dit WordPress website, så vil jeg forsøge at gøre dig en smule klogere her i artiklen.
Er det vigtigt, hvilken hostingudbyder man vælger?
For hvorfor er det egentlig vigtigt, hvilket webhotel du vælger? Skal man ikke bare vælge det billigste webhotel, man kan finde?
Faktisk er det ikke helt lige meget, hvor du vælger at få hostet din WordPress hjemmeside. Der er et par overvejelser, som du med fordel kan gøre dig på forhånd.
Noget af det allervigtigste at tænke ind, er hastigheden på din WordPress hjemmeside. Og her kan valg af hostingudbyder hjælpe dig i den rigtige retning. Selvfølgelig er der en lang række andre faktorer end valg af hostingudbyder, der spiller ind, når vi snakker loadhastighed på din hjemmeside. Men gør du brug af et af de allerbilligste webhoteller på markedet, hvor hastighedsoptimering på ingen måde er en prioritet, så kan det have en negativ effekt.

Hvilke typer af hosting findes der?
Lad os først og fremmest prøve at få klarlagt et par begreber og typer af hosting, inden du foretager dit endelige valg af udbyder.
Overordnet set findes der tre forskellige typer af hosting. Der er tale om:
Her deler du – som navnet antyder – ressourcer og plads med andre hjemmesider, der alle er placeret på samme server.
Der er både fordele og ulemper ved denne type hosting.
Fordelene kan være:
- Det er den billigste type WordPress hosting, du kan finde.
- Det er relativt nemt og fleksibelt, når der skal opgraderes til en større pakke.
- Teknisk vedligeholdelse for dig er der stort set intet af. Du skal ikke bekymre dig om selve driften af webhotellet.
- Som regel vil der som en del af løsningen være adgang til et brugervenligt kontrolpanel, som gør installation af WordPress nemt og bekvemt.
Ulemper:
- Der er risiko for nedetid. Meget afhænger af, om serveren, som du er placeret på, er overbelastet, og er den det, kan det påvirke din hjemmeside. Hvis en af de mange andre hjemmesider, som er placeret på samme server, udsættes for hackerangreb eller oplever en massiv mængde trafik, kan det altså indirekte påvirke dig også.
- Der kan være en forhøjet risiko for hackerangreb. Som nævnt kan der være mange andre hjemmesider placeret på samme server, og sørger alle disse ikke for at opdatere deres plugins og lign., så kan der være en øget risiko for hackerangreb – også hos dig.
Cloud server
Kaldes også VPS. Med en VPS (Virtual Private Server) eller cloud server får du tildelt en specifik mængde plads og ressourcer, som altså kun er forbeholdt dig og dit website.
Hvilke fordele er der ved cloud server?
- Her skal du ikke dele plads med en masse andre hjemmesider på samme server.
- Risikoen for at din hjemmeside går ned som følge af mangel på ressourcer er meget lavere end ved førnævnte shared hosting.
- Med cloud server har du flere muligheder for at tilpasse og ændre i serverindstillinger.
- Du har nemmere ved at opskalere eller nedskalere i tilfælde af et behov for mere eller mindre plads.
- Det er muligt at oprette flere hjemmesider, der så alle deles om pladsen på denne cloud server.
- Som det er tilfældet med shared hosting, vil der som regel også her være et kontrolpanel, der gør det nemt for dig at installere WordPress, tilpasse DNS-indstillinger og meget andet.
Ulemperne ved cloud server-løsningen kan være:
- I og med at cloud server giver en smule mere fleksibilitet og flere muligheder, end shared hosting gør, så har du måske gættet, at cloud server også er en dyrere løsning end shared hosting.
Dedikeret server
Her er der som regel tale om en decideret fysisk server, hvor man ikke – som med de to førnævnte – deler plads med andre på serveren. Med en dedikeret server har du det fulde råderum over ressourcerne på serveren. Du har det altså helt for dig selv.
Her er fordelen dét, jeg lige har været inde på, altså at du har ressourcerne og pladsen på serveren helt for dig selv.
Ulempen her kan være, at det selvsagt er en dyrere løsning.
Hvilke gode hostingmuligheder er der?
Jeg vil nu forsøge at give et par konkrete bud på, hvilke udbydere på markedet du med fordel kan rette blikket mod.
Siteground
En af de muligheder, du med fordel kan kigge nærmere på, er amerikanske Siteground.
De er klart blandt de større og meget respekterede foretagender på markedet.
Hos Siteground kan du vælge blandt alle tre førnævnte typer af hosting, altså dedikeret server, cloud server og shared hosting.
En af de store fordele ved Siteground er, at du uanset hvilken af deres løsninger, du vælger, kan oprette flere domæner på samme løsning. Samtidig kan du – hvis du ønsker det – vælge at få placeret din server bestemte steder rundt omkring i verden.
Tidligere nævnte jeg vigtigheden af page speed, og hvordan dit valg af hostingudbyder kan spille ind i den forbindelse.
Her er det oplagt at nævne, at Siteground tilbyder deres helt eget plugin, som i høj kan hjælpe dit WordPress website til at performe endnu bedre på loadhastighed ved bl.a. at optimere billeder, opsætte https, minimere og rydde op i overflødig JavaScript, HTML og CSS-kode. Det er nemt at aktivere efter installation af plugin’et, som du finder her. Det kræver dog selvsagt, at du gør brug af Siteground som hostingudbyder.
Siteground excellerer også, når det kommer til support. De yder en ganske fremragende service til deres brugere med support 24 timer i døgnet alle årets 365 dage.
En ret fed feature, som Siteground tilbyder, er integration til Cloudflare. Cloudflare er – blandt meget andet – en CDN-løsning, som er endnu et værktøj, der kan hjælpe dig i jagten på at minimere loadhastigheden på din WordPress hjemmeside.
Simply
Det er svært ikke at nævne Simply, når vi snakker hostingløsninger. Simply er blandt de mest populære spillere på markedet.
Det er og bliver bare en nem og meget brugervenlig løsning, hvis man vælger Simply som hosting til sin WordPress hjemmeside.
De har stabile servere, og deres support er god. Tidligere gik Simply under navnet UnoEuro.
Om du bør vælge Simply, afhænger meget af dine behov. Har du eksempelvis blot et enkelt website, du skal have WordPress hosting til, så kan Simply være en ganske fin løsning. Her får du egentlig ganske meget for pengene. Kontrolpanelet i Simply er ganske overskueligt og brugervenligt, og her kan de fleste – uanset erfaring – finde rundt.
Skal du derimod have hosting til mange domæner, så er Simply måske ikke dér, hvor du får mest for pengene.
Har du problemer med selve din WordPress-løsning, så er det ikke noget, supporten hos Simply som udgangspunkt kan hjælpe dig med. De supporterer kun selve serverdriften.
Vælger du en af de mindre og billige pakker, får du heller ikke stillet vildt mange ressourcer til rådighed på serveren.
Simply er en helt fin løsning, hvis du bare leder efter billig WordPress hosting til et enkelt website, men så snart der skal skaleres en smule, så er man som regel bedre stillet ved at kigge mod et par af konkurrenterne.
E-Studio – LiteSpeed server
Her er der tale om en løsning, der måske ikke er lige så kendt som førnævnte Simply, men det betyder på ingen måde, at E-Studio ikke er værd at tjekke ud, for det er de i den grad.
Her er prisen overkommelig, og for prisen får du en løsning, hvor performance er i fokus.
Serverne hos E-Studio drives alle af LiteSpeed Web server, hvilket altså er med til at sikre dig en rigtig skarp performance og stabilitet.
Priserne er meget gennemskuelige, og du kan vælge pakker baseret på, hvor meget serverplads, du har brug for, og hvor meget trafik, det kan tænkes, at du kommer til at få på dit website.
Hos E-Studio er der ikke så meget udenomssnak. Her er fokus på at skabe et vaskeægte kvalitetsprodukt, hvor man kan regne med, at nedetid, nedbrud og fejl holdes på et absolut minimum. Deres servere overvåges døgnet rundt. Her ved du med sikkerhed, hvad du betaler for, og hvad du får for pengene, og det er en vished, der er rar at have.
Samtidig tilbyder de 1-click installation af ikke kun WordPress, men også Drupal, Prestashop, Joomla og mange andre løsninger.
Kinsta
Endnu en spiller på markedet, som i den grad fortjener at blive nævnt, er Kinsta.
De tilbyder forskellige pakker alt afhængig af dine behov og mængden af trafik, du forventer at få på dit website. Der er her tale om en meget skalerbar løsning, da du altid kan opgradere til en større pakke, efterhånden som dit behov for flere ressourcer udvikler sig.
Kinsta er måske ikke den billigste spiller på markedet med priser, der starter ved 30 US dollars om måneden for den billigste hostingløsning. Selvom det kan virke en smule dyrere end så mange andre spillere på markedet, så er det altså værd at nævne, at du med Kinsta får et kvalitetsprodukt, som ikke mange andre udbydere kan hamle op med.
Som en del af løsningen hos Kinsta – uanset hvilken pakke du køber – er der gratis SSL og CDN inkluderet, minimum 10 GB plads og evnen til at klare minimum 25.000 besøgende.
Deres support er utrolig hjælpsom med meget hurtige svartider. Det sker bl.a. via chat, så du ikke skal skrive e-mails frem og tilbage, hvor svartiden kan føles langsommere.
Kinsta er klart en af de mest kompetente løsninger på markedet.
Vigtigheden af et hurtigt website har vi tidligere været inde på, og her performer Kinsta også utrolig stærkt.
Kinsta er en oplagt løsning, hvis du har et WordPress website, da deres produkt i høj grad er bygget med afsæt i at kunne fungere med WordPress-hjemmesider. Jeg vil dog ikke nødvendigvis mene, at Kinsta altid er den rigtige løsning, uanset hvilken type hjemmeside, man har. Driver man eksempelvis en mindre blog, hvor antallet af besøgende ikke er enormt – både nu og fremadrettet – så vil du måske være helt fint stillet med eksempelvis Simply.
Til de tungere løsninger vil Kinsta være en oplagt kandidat.
Hvilke fordele opnår jeg ved at vælge god hosting?
Som allerede nævnt er det vigtigste, at du tager udgangspunkt i, hvilke behov du har med din hjemmeside.
Driver du en mindre blog som et hobbyprojekt, og har du ikke de store ambitioner om, at det skal vokse sig til noget stort? Så behøver du nok ikke at vælge den helt store, forkromede hostingløsning.
Ved du derimod allerede nu, at din hjemmeside eller webshop med tiden skal kunne håndtere større og større mængder af trafik? Så kan du lige så godt allerede nu vælge den løsning, der kan skalere med dig, efterhånden som behovet vokser.
Har du netop behovet for en af de bedre hostingløsninger, så vil jeg kort opsummere, hvilke fordele det kan give dig.
Ved at vælge en ordentlig hostingudbyder, er du først og fremmest bedre stillet, når det kommer til page speed. Men hvordan det, tænker du måske? Det er du, fordi det rent faktisk i flere år har været en faktor, Google kigger på i rangeringen af søgeresultater, og mange af de her hostingløsninger er bygget med fokus på, at hastighedsoptimering skal være så nemt for dig som muligt. Page speed har altså en betydning, når vi snakker søgemaskineoptimering.
Bedre hosting = bedre page speed?
Har du et website, der indlæses hurtigt, kan Google oftere komme forbi for at crawle websitet, og når søgemaskinen er på besøg, kan den nå at gennemgå flere sider ad gangen, end hvis der var tale om et langsomt indlæsende website.
Din bounce rate kan også blive påvirket negativt, hvis du har et langsomt website. Jo langsommere loadtid, jo større er risikoen for, at brugeren forlader websitet igen og finder et andet søgeresultat, hvor loadhastigheden er mere imødekommende.
Jo bedre en hostingløsning du vælger, jo bedre muligheder og forudsætninger vil du som oftest også have for at kunne hastighedsoptimere på dit website og levere den hurtigst tænkelige brugeroplevelse for dine besøgende. Her kan det eksempelvis give god mening at kigge på de hostingløsninger, hvor CDN enten er inkluderet i prisen, eller hvor det i hvert fald er muligt at tilknytte på den ene eller anden måde.
Pris og kvalitet hænger sammen
Det kan give mening at give lidt ekstra for at få en af de mere kompetente hostingløsninger på markedet.
Det er svært at kategorisere nogle udbydere som værende bedre end andre, men hos de udbydere, hvor prisen måske er lidt højere, får du ofte også flere features og muligheder med i prisen. Det kan være ting som:
- Muligheden for at håndtere større mængder trafik
- Mere plads inkluderet
- Muligheden for at have flere hjemmesider og domæner tilknyttet
- Bedre og hurtigere support, når du render ind i problemer
- Bedre mulighed for backup
Jeg håber, du er blevet klogere. Sidder du tilbage med spørgsmål om WordPress hosting, WordPress hastighedsoptimering eller noget helt tredje, så tøv ikke med at hive fat i mig!
0 kommentarer